Bruddet

v. Stefan

Engang var verden hel. Nogle siger det var troldmænd der kom for tæt på gudernes magt, nogle siger det
var guderne selv der kom i strid med hinanden. Nogle siger at djævle infiltrerede verden og i sidste ende
gennem helvedes magt fik held til deres altødelæggende plan. En ting er sikkert, verden gik under. Jorden
skælvede og hævede sig, lande, hele kontinenter brækkede og gik i stykker. I en kataklysme større og mere
ødelæggende en nogen kunne have forestillet sig eller troet på brød hele planeten i stykker der drev væk
fra hinanden i et virvar af små og store stykker. Men så skete "miraklet" som det blev kaldt. Delene mistede
momentum. langsomt stoppede de forskellige dele op og hang i intetheden som øer. Øer så små som
stenene på en strand, så store som hele kontinenter, med floder have, bjerge, skove, ørkener og sletter,
nogle af magma fra dybet til stadighed gloende af varmen fra planetens indre, nogle søer eller have
svævende i gigantiske sfærer hvor man inden i kan skimte silhueter af fisk, enorme hvaler og blæksprutter
med lange arme.

Den nye opgave for menneskerne var at finde en ny tilværelse i deres forvirrende og brudte nye verden.
Hvordan klarede man sig på de små svævende øer, hvordan fandt man mad, transport imellem dem?
Forskellige metoder opstod og med dem nye magtstrukturer. Med magtstrukturerne kom der de
uafværgelige krige. Således fortsatte mennesket med at være menneske selv konfronteret med den totale
ødelæggelse.

En hel planet splittet op i fragmenter, svævende i intetheden, med luft at trække vejret i, en himmel over
ledende ud til den ægte intethed mellem stjernerne, og nede i dybet. Nede i dybet i varmen og det
voldsomme tryk, dernede bebor sære skabninger de glødende klumper, lever af flammerne og magmaen.
og det er som om tingene ikke længere hænger sammen på samme måde, som om rundt omkring på øerne
er der steder hvor den ustabilitet der først flængede jorden stadig er til stede.

---

CategoryBrudstykker